Venstre ved du hvor du har. Der hvor beslutningerne træffes. Budget 2024

2. september 2024

Tale af Jan E. Jørgensen ved indledningen til budgetforhandlingerne 2024: 

- Nå,  hvad fik Venstre så ud af budgetforliget i år? 
- Jo, der kommer ikke betaling for udeservering på caféerne. 
- Jamen det fik I da også igennem sidste år. 
- Ja ja, men vi fik også sikret, at det gode samarbejde mellem de sociale myndigheder, skolerne og politiet ikke blev beskåret.
- Altså du mener SSP? Ligesom sidste år? Var det i øvrigt ikke også sidste år, at Venstre omsider var kommet igennem med lukningen af biblioteket på Danasvej? Hvorfor er det så stadig åbent? 
- Ja – men det er jo fordi, der var nogen, som skrev et par læserbreve til Frederiksberg LIV, og der blev også lavet en underskriftsindsamling, og så fik det røde flertal kolde fødder, så besparelsen blev taget af bordet. 

Se – sådan kunne en samtale mellem formanden for Venstre på Frederiksberg og så mig lyde, på den anden side af budgetweekenden. Jeg tror, de fleste kan forstå, at vi føler os en smule til grin. Besparelser, som andre partier har det svært med, men som ikke desto mindre blev vedtaget sidste år - de bliver taget af bordet igen, hvorimod de besparelsesforslag, som Venstre fik forhindret, de bliver bare fremsat igen og igen, indtil vi bliver møre. 

Og vi føler os også til grin, når vi sidste år kom igennem med en pulje til flere parkeringspladser, og vi så ved årets udgang kan konstatere, at der netto er kommet færre parkeringspladser. 

Det er ikke ok, at Venstre skal bruge politisk kapital år efter år på de samme sager. 

I efterhånden mange år har jeg måttet høre på, hvor fantastisk alt ville blive, når Socialdemokraterne fik borgmesterposten. Nu ser vi virkeligheden, og de socialdemokratiske valgløfter skal indfris. 

Og ja – børnehavealderen er igen sat op til 3 år i stedet for 2 år og 10 måneder – til gengæld skal man så selv have bleer med i vuggestuen, og taksterne er steget helt vildt. En ren symbolpolitisk såkaldt forbedring, som intet betyder for kvaliteten. er blevet vekslet til deciderede serviceforringelser. 

På samme måde forholder det sig på skoleområdet, hvor det socialdemokratiske valgløfte om max 24 elever i klasserne koster penge og fleksibilitet og er medvirkende årsag til de massive besparelser, som skolerne så må gennemføre på andre områder, fordi blot en enkelt elev mere på en årgang betyder, at der skal oprettes en hel skoleklasse ekstra. 

Og besparelserne bliver gennemført på trods af historisk store skattestigninger to år i træk. Noget som socialdemokraterne også lovede ikke ville ske – altså FØR valget. 

Venstre går ikke desto mindre til budgetforhandlingerne med et ønske om også at være med i år.

Vi vil ikke være med til at forsinke overgangen til elbiler. Venstre er et grønt parti – også når det koster – og så nævner spareforslaget i øvrigt ikke, at det koster mindre at køre på el end benzin, og at elbilerne ikke skal lige så tit på værksted. 

Vi kan heller ikke acceptere, at de ældre skal have det endnu dårligere, før de kan visiteres til en plejehjemsplads. 

Vi vil ikke skære i busdriften i en tid, hvor vi som kommune har tjent ekstra 10 millioner kr., fordi der er kommet flere buspassagerer.

Og når der lægges op til lukke for arbejdet med nye udbud af kommunale opgaver for at spare en halv million, så bliver vi meget trætte. Der er potentiale for besparelser på mange millioner kroner, og indsatsen med udlicitering er en investering, som tjener sig selv hjem. Men – vi har et forslag. 

Venstre foreslår, at kommunen overlader opgaven til et privat firma, som kun får betaling, hvis kommunen sparer penge – uden at gå på kompromis med kvaliteten naturligvis.

På samme måde foreslår vi, at kommunen indleder et samarbejde med en privat fundraiser, som kan få en form for resultatløn. Frederiksberg går glip af mange fondsmidler, fordi vi ikke har de rette kompetencer til at søge om pengene. 

Vil Venstre bruge flere penge på enkelte områder? Ja – men ikke mange. Vi anerkender, at Frederiksberg er presset på økonomien, selvom vi i sidste uge fik en uventet gave fra regeringen på 43 millioner kr. Så vores ønsker er i småtingsafdelingen, men eksempelvis finder vi det småligt, at der ikke er vand i soppebassinet i Lindevangsparken og på Langelands Plads, når solen bager og temperaturen er høj. 

Og så har vi et par besparelser fra sidste år, som vi vil have rullet tilbage. Det er for småligt, at forældrene selv skal have bleer med i vuggestuen. Og rengøring hver tredje uge hos vores ældre medborgere - det kan vi ikke være bekendt. 

Venstre kommer også til at kæmpe imod udgiftskrævende forslag fra venstrefløjen – bare for at nævne et af de mere kuriøse forslag, så bliver det ikke med vores stemmer, at Frederiksberg kommer til at bruge millioner på at nedlægge pissoirer, fordi den yderste venstrefløj vil gøre kommunens toiletter kønsneutrale. 

Og så synes vi i øvrigt, at vi som kommune skal blive ved med at spørge borgerne, hvad de synes om den service, de modtager fra Frederiksberg Kommune. Derfor er vi modstandere af besparelsesforslaget om at fjerne borgerundersøgelsen. En sådan besparelse ville da også klinge utrolig dårligt med det røde flertals valgløfter om mere borgerinddragelse. 

Så i Venstre er vi egentlig ikke voldsomt imponerede – men ikke desto mindre er vi villige til at trække i arbejdstøjet for at få fjernet de værste tidsler fra besparelseskataloget. Venstre ved man nemlig, hvor man har – der hvor beslutningerne træffes.